Hvem er vi:

Vi er Lilleskov Slot, Lotte og Torben, en lille hobby virksomhed med en kæmpe passion for at gøre en forskel på tværs af interesser. Til daglig arbejder Torben for Vestas og Lotte for Vilhelmsborg.

 Vi stod i 2019 for Danmarks største Hundedage på Rosenholm Slot, hvor vi havde ca 12-15.000 besøgende sammen med en livsstilsmesse.  

I år har vi så kastet os ud i Crazy Dog Days på egen matrikel, det er jo lidt af et sats, men da vi i forvejen er forholdsvis kendte inden for hundeverdenen, så forventer vi omkring 1500- 2000 besøgende hen over weekenden d. 28-29 maj.

Hvad er Crazy Dog Days:

Ultra kort fortalt - En kæmpe havefest på egen matrikel, med et fantastisk crazy kaos af alt fra hund, børnetøj fra Pompdelux til Mjødladen, ATV’er, koncert med Jakob Sveistrup og meget mere.

Det er muligheden for sjov motion med masser af møgbeskidte udfordringer. Det er fællesskab når det er bedst, sammenhold, oplevelser for hele familien, masser af sjove konkurrencer, hygge, krydret med en hulans masse fantastiske hunde i løbet af dagen og en fed koncert om aftenen.

ALLE KAN DELTAGE og der er gratis entre til selve messedelen fra 9.00 -17.00.

Mål:

At være en aktiv del af lokalsamfundet Thyregod/Give/Brande og omegn, med en stor ny tilbagevendende event, der tiltrækker både danske og udenlandske deltagere, til gavn og glæde for os alle.

Skabe et overskud der gerne skulle kunne gøre det muligt at afvikle eventen igen, samt genererer en donation til velgørenhed.

Hvordan gør vi:

I samarbejde med bl.a. Borgerforeningen Thyregod Vester, Lokalrådet, Give Avis, Dyrefondet, ARION, Polaris ATV og en lang række af frivillige, sponsorer og samarbejdspartnere på kryds og tværs.

Lørdag d. 28 maj afvikler vi et stort K9 Biathlon for alle løb. Og løbet er virkelig for alle – vi har deltagere fra ca 3 år til et godt stykke oppe i 70’erne. Det er alt fra top løbere fra bl.a. forsvaret triatlet klubber mv til hygge motionister.

PT er 230 tilmeldt fra ind og udland. 

Lørdag aften har vi koncert med Jakob Sveistrup, bl.a til fordel for DYREFONDET. Billetterne koster 200kr pr stk.

MEN ved brug af koden CRAZYDOGDAYS kan du spare 50kr. pr. billet på de første 200 billetter.

Søndag d. 29 maj bliver store konkurrence dag for alle aldre, med en masse konkurrencer og aktiviteter på området. Her kan alle hunde uanset race og herkomst deltage.

Begge dage er der interaktive stande, opvisninger af topprofessionelle hunde og hundeførere.

TILBUD til de lokale klubber/foreninger Alle klubber/foreninger uanset om det er haveforeningen, golfklubben, whiskylauget, Rotary eller strikkeklubben må få en GRATIS stand.

TILBUD til virksomheder I har mulighed for at købe en stand fra kun 1200,- ex moms og alle er velkommen.

 Vi ønsker at støtte op om lokale aktører, både i forhold til aktiviteter/tilbud, men også i forhold til mulig indtjening. Dvs at vi fx overlader indtjeningen på udskænkning af fadøl og sodavand til Borgerforeningen. Mad til Dørken Kiosk, osv.

Kort sagt skal vi ikke tage brødet ud af munden på jer lokale erhvervsdrivende i Thyregod/Give/Brande og omegn, men derimod være med til at skabe omsætning og vækst.

Budskab:

Vi brænder for at gøre en forskel for både store og små, to og fire benede. At kunne inspirere og motiverer både børn og voksne.  Vise at der er plads til alle, at vi alle kan bidrage til fællesskabet og alle kan være aktive i hverdagen på tværs af interesser.

Vi ønsker at udstråle sammenhold, vise at sammen når vi længere og sammen kan vi alt, når vi løfter i flok, lokalt, nationalt som internationalt.

Følg med på:

FB begivenheden https://fb.me/e/5JSSCLbVZ

eller her på hjemmesiden for løbende opdateringer.

Vi håber I har lyst til at bakke op om eventen og vi glæder os til at se rigtig mange til Crazy Dog Days d 28-29 maj på Lilleskov Slot i Thyregod.

Velmødt Lotte og Torben Höhrmann Lund – Lilleskov Slot – Ågårdvej 51, 7323 Give